|
BREDDYSSE Kun ca. 1 km fra Kirke Stillinge i retning mod Store Kongsmark finder man tæt op ad en gård 2 tætstående dyssekamre. Dysserne, der samlende betegnes Breddysse, blev undersøgt i forrige århundrede, men indeholdt ingen oldsager eller skeletter. |
|
|
Breddysse og kammeret med helleristningerne. Foto: Arkæologisk Afdeling, Tårnborggård |
|
Det specieller ved Breddysse er, at der på dækstenen til det sydligste af kamrene findes helleristninger. De mest almindelige helleristninger er skåltegnene, der da også findes i rigt mål på dyssen. Skåltegn er fordybninger, der normalt er ca. 5 cm i diameter og godt 1 cm dybe. Hvad der er mere specielt er, at der blandt skåltegnene findes hele 2 stiliserede skibe. |
|
|
Helleristningsskib med 6 roere. Foto: i: P.V.Glob: Helleristninger i Danmark |
|
I hvert af skibene findes nogle lodrette streger, der formodentlig skal symbolisere roerne. I så fald var der 6 roere i det ene skib og 20 roere i det andet. Tager man idag ud for at se helleristningerne vil man hurtigt kunne erkende skåltegnene. Skibsbillederne er med tiden blevet noget utydelige, men hvis man lader sollyset komme ind fra siden træder de lige så tydeligt frem...prøv det! |
|
|
Helleristningsskib med 20 roere. Foto: i: P.V.Glob: Helleristninger i Danmark |
|
At helleristningerne, der blev fremstillet i bronzealderen, optræder på en stendysse, der er mere end 1000 år ældre er ikke unormalt. Bronzealderens folk satte oftest deres ornamentik på store sten og klipper, og da Bornholm er det eneste sted i Danmark, hvor der naturligt er klipper, var man henvist til fritliggende store sten rundt om i landskabet. Her var det naturligt at anvende stendyssernes overliggere. Af andre interessante helleristninger kan endvidere nævnes 3 soltegn, der kan beses opmalede og tydelige i jættestuen Rævehøj ved Dalby.
|