KALKBRUDDET I KLINT

De stejle skrænter og grusbunkerne ved Kattegatkysten ud for Klint er de synlige rester af brydning af kalk og gravning efter ler gennem næsten 200 år. Lokaliteten er eksempel på en tidlig industriel produktion.

De landskabelige spor af kalkudvindingen

 

Brydningen af kalk og ler foregik i de stejle skrænter ud til kysten. De tilgroede bunker består af grus og sand som er biprodukt fra de gamle rensemaskiner, der har været opstillet på arealet.
Foto Stenstrup Museum

I 1752 fik hofstenhugger Jacob Fortling et jordstykke i Klint af Frederik V, for at han her kunne anlægge et tegl- og kalkværk. Allerede 10 år efter måtte driften imidlertid indstilles. Siden har produktionen været genoptaget og lukket flere gange. I slutningen af 1840'erne var her brænding af kalk og teglsten. I 1852 skete en udvidelse af værket, og 25 tyske arbejdere blev ansat til udgravning af kalk i bakkerne.

 

 

Produktionsbygningerne til det tidl. kalk- og teglværk i Klint. I dag er bygningerne indrettet til hotel.
Foto Stenstrup Museum

 

Produktionsbygningerne er idag indrettet til hotel

Fra den tidligste produktion er ler fra stedet anvendt til fremstilling af  fajance på Fortlings fabrik i Kastrup på Amager, og omkring 1850 fik især brydningen af hydraulisk kalk eller cementsten som kan hærde under vand, stor betydning. Artillerikaptajn van der Recke overtog stedet i 1856, startede gravninger i større format end hidtil og lod opføre nye fabriksbygninger.

Resterne af en kalkovn

 

På nordsiden af de gamle kalk- og teglværksbygninger står endnu resterne af en kalkovn fra omk. slutningen af forrige århundrede. Ovnen har været repareret flere gange, og under 2. verdenskrig blev den lukket foroven for ikke at kunne ses fra luften om natten. Dens nuværende udseende er en følge af en uafsluttet restaurering.
Foto Stenstrup Museum

 

Klinteværket som det kaldes, har været ejet af Knabstrup Teglværk, men produktionen fik aldrig rigtig fodfæste, fordi forekomsten af kalk og ler findes i for ringe et omfang til en større industriel produktion.

Klumper af kalk findes endnu i landskabet

 

På arealet ved kalkbruddet kan fortsat ses klumper af den kalk som har været grundlag for produktionen ved Klint. Knabstrup Teglværk standsede  på stedet i 1957.
Foto Stenstrup Museum.

 

I 1907 blev teglværksbygningerne som ligger ved havnen, stillet til rådighed for FDF til sommer-feriekoloni og helt overdraget i 1957, da Knabstrup Teglværk standsede den sidste produktion på stedet. I dag er bygningerne indrettet til Klintebjerg Hotel og Restaurant.

Tilbage til Forside

 

Opdateret d. 2.1.2003