|
SKANSERNE PÅ RØSNÆS |
|
|
Skitse fra 1808 af kanonskanserne ved Røsnæsspidsen. Den ved det nuværende Fiskerhus er benævnt "Emplacement for de bevægelige batterier". Den findes ved at køre ud mod fyret, forbi Røsnæsgården, drej mod syd ad første vej på venstre hånd. Vis hensyn. Skansen ligger lige op til privat område. Tegning: Rigsarkivet.
|
|
Ved sydkysten af Røsnæs er der bevaret to store skanser fra Englandskrigen fra 1807-14. Tilsvarende forsvarsværker ligger mange steder rundt langs de danske kyster. Flere er opført i oldtiden, men blev senere udbygget f.eks. under svenskerkrigene i 1600- og 1700-årene. Specielt under Danmarks krig mod England 1807-14 blev der opført store skansearbejder. De skulle forsvare kyststrækningerne, d.v.s. nægte engelske skibe adgang til proviant og vand, give tilflugtsmuligheder for de danske kanonbåde og ved Kalundborg forsvare indsejlingen til byen. Omkring Kalundborg blev der anlagt et system af skanser fra nordkysten af Røsnæs, rundt om spidsen, hvor fyret nu ligger, to store skanser ved sydkysten, en på Gisseløre, en inderst i Kalundborg fjord (omtrent hvor Føtex nu ligger) og ved Asnæsværkets nuværende kuloplag. De var tilsammen bemandet med ca. 100 mand og hovedkvarteret lå på Torvet i Kalundborg. I 1812 havde Kalundborg 8 kanonbåde, 2 armerede sejl- og rofartøjer samt 6 barkasser. Skanserne på sydkysten, den ved Skambækgården og den ved Fiskerhuset nær Røsnæsspidsen, er et besøg værd. Skambækskansen blev anlagt i 1809. Den var bevæbnet med 6 kanoner, hvor hver kanon var betjent af 8 mand og 1 kanonkommandør. Skansen var omgivet af en tør grav og fra voldene ragede 430 spidse "stormpæle" ud. Ammunitionen var gemt i en kasse nedgravet i skansen. Her fandtes også en bræddehytte til officererne. Den øvrige vagtstyrke havde to jordhytter nord for skansen. Resten af besætningen var indkvarteret i de nærmeste landsbyer. |
|
Batteriet ved Skambæks Mølle tegnet 1808. Skansen findes ved at køre mod Røsnæsspidsen ad Røsnæsvej. Ved Nostrup huse drej mod syd ad Skansevej. Skansen ligger lige nord for en kursusejendom. Tegning: Rigsarkivet.
|
|
|
Den anden skanse ses også på sydkysten ved Fiskerhuset nær Røsnæsspidsen. Feltkanonerne stod her på vejen og kunne efter behov trækkes til henholdsvis nordskansen (nu sløjfet) og sydskansen. Ammunitionen blev opbevaret på loftet af Ulstrup kirke. Officererne, bl.a. maleren J.Th. Lundbye's far boede i små stråhytter mens mandskabet sov i simple jordhytter. Den 17. maj 1808 forsøgte engelske både at gøre landgang ved nordskansen på Røsnæs, men blev fordrevet af batteriets besætning. To skibe sejlede om på sydsiden, hvor 150 mand blev landsat. Da 200 danske soldater med 6 feltkanoner kom til syne fortrak fjenden hastigt.
|