STOREBÆLT - RESULTAT AF EN SYNDFLOD Ved Storebælt kommer man særlig tæt på de store geologiske begivenheder, der formede det danske landskab efter istiden. Fra istidens afslutning ca. 13.000 f.Kr. og frem til 7.000 f.Kr. (den såkaldte fastlandstid) var den vestligste del af Østersøen samt store dele af Kattegat og Nordsøen et sammenhængende, skovklædt landområde. Storebælt udgjorde her en dal med en bred flod. I tidsrummet mellem 7.000-6.000 f.Kr. fandt der imidlertid en markant stigning af verdenshavet sted, fordi store dele af den nordamerikanske iskalot smeltede bort. Denne store syndflodslignende havstigning druknede udstrakte skovområder og lagde stenalderbefolkningens bopladser øde.

Spor efter stenalderens bosættelser ligger mange steder frit tilgængelige på bunden af Storebælt. En dykker fremviser her en kærneøkse og en håndfuld flækker indsamlet ved få minutters dykning på en boplads fra ca. 6.200 f.Kr. Foto: Anders Fischer

Dykkerarkæologer har været på skovtur i skovene og på besøg på jægerstenaldermenneskenes bopladser. Der er ude på 30 m's vand fundet 10.000 år gamle fyrretræer. I Musholm Bugt står der på 8 m's vanddybde linde- og elletræer, som gik ud ca. 6.460 f.Kr. og ca. 6.150 f.Kr. Elletræerne levede længst, fordi de kan vokse med vanddækkede rødder. I takt med at kystlinien rykkede længere ind mod de kyster, vi kender i dag, måtte også stenalderens fiskere og jægere hele tiden flytte bopladserne til tørt land. Derfor forekommer der mange steder på bunden af Storebælt levn fra disse bosættelser. De kan være særdeles velbevarede, fordi træ og andet organisk materiale ligger i vandmættede dyndlag. Stigningstakten er fastlagt til at have været 2-3 m pr. 100 år, hvilket uden tvivl har kunnet mærkes af datidens befolkning. "Syndfloden" betød, at sejlads i årtusinder har været den eneste transportmulighed mellem Sjælland og Fyn. Dette blev først afgørende ændret i 1997-98, da den kombinerede tunnel- og broforbindelse over Storebælt blev åbnet. Tilbage til Forside