Når man i dag står nord for Kalundborghallerne, befinder man sig oven på den udtørrede sø - Munkesøen, som tidligere dannede det nordlige voldgrav-system. I september måned 2008 ud-gravede Kalundborg Museum her en rest af byens forsvarsmur (Bymuren) og tre pæle-spærringer fra år 1250-1450, i den nu opfyldte Munkesø. Kalundborghallerne skulle lave en forsinkelsestank til svømme-hallen. Museet fik dermed mulighed for at undersøge byens nordlige forsvarsværker. Hullet til tanken var ca. 5x11 m og omkring 4 m dybt; herfra blev der gravet en forbindelses-grøft ind til svømmehallen.

Udgravningsområdets og museets placering (markeret med rødt) i forhold til Kalundborgs middelalderlige befæstninger og den moderne byplan. Tegnet på basis på J. Hertz: Danmarks Carcassonne, Nationalmuseet, 1990

Kalundborgs gamle bymur. I baggrunden ses udgravningsfeltet, og Kalundborghallerne anes til højre. Området med bænken udgør den tidligere Munkesø, som var en del af byens voldgrav og nordlig forsvarssystem. Foto Mads Findal Andreasen, Kalundborg Museum

Hvad Museet vidste før år 2008
I årene mellem 1909- 1915 udgravede arkæologen C.M. Schmidt rækker af egepæle i Munkesøen.
Han antog, at de stammede fra brofag eller et spærringsanlæg. Vi ved i dag, at de dannede spærringer, svarende til dem, som dukkede op i 2008.
Derudover har vi kendskab til en formodet sejlspærring fra Saxo. Han skrev sin Danmarkshistorie omkring år 1200.
Han fortæller her om flådehavnen Hærvig, der lå i ly bag krumodden Gisseløre og beskrives da Kong Hake Haarmundssøn… Samlede sin flåde i den havn, som hedder Hærvig… den havn hvor Esben Snare senere byggede sin borg…. (Saxo - Zeeberg 2000:7.8.2- 4.)

Egepæle i Munkesøen ved det nordlige, halvrunde hjørnetårn i bybefæstningen. Fotografiet stammer fra udgravningen i 1915. Hjørnetårnet er restaureret og kan i dag ses i terrænet. Efter Ganshorn 1992.

Pælespærringerne i Munkesøen er fra middelalderen og har indgået i byens meget omfattende befæstning. Kalundborg var i 1300-tallet en af Danmarks sværest befæstede byer, og betegnes i fagkredse "Danmarks Cacasonne" efter en meget stor og uindtagelig middelalderborg i Sydfrankrig.

 

Det har indtil videre kun været muligt at datere pælene stratigrafisk. Det vil sige i sammenhæng med de jordlag, som de var banket ned igennem. Lagene er dateret ved hjælp af keramik til perioden mellem 1250- 1450. Pælene er dermed samtidig med eller yngre end jordlagene.

 

 

 

 

 

Hvad den arkæologiske udgravning viste
Under udgravningen blev der tolket fem forskellige konstruktioner og faser:

A) Et sandsynligt brofag kaldet for K1.
Konstruktionen bestod af et fag med fire tilhuggede egestolper på række med en diameter på ca. 20x30 cm. De fire stolper var placeret således, at de to længste stod i midten, og to kortere var nedbanket på hver side.

Det er værd at bemærke, at mindst to af stolperne er genbrug af bygningstømmer. Brofaget er opført med forhåndenværende materialer.

På ældre kort ses der en port i bymuren ud mod Munkesøen (SE FIG. ? Det er tænkeligt, at der har ligget en anløbsbro ved denne port. Porten udgør en såkaldt "portene", som forskere kalder "bagdøren" i en befæstning.

B) Pælespærringen kaldet for K2.
Konstruktionen bestod af 25 stolper med en diameter på 15- 25 cm. primært af eg, der var nedbanket i de ældste søbundslag. De fleste af pælene fra udgravningen hører til denne fase.

Pælene stod overvejende i to skråtstillede rækker, der pegede væk fra bymuren. De spærrede for indsejlingen og gav forsvarerne af bybefæstningen optimale skudmulighed med armbrøst.

C) Pælespærring af rundstokke kaldet for K4.

Konstruktionen bestod af 14 rundstokke alle mellem 6- 8 cm. i diameter. Flere af stokkene var af egetræ.

De stod koncentreret tæt på bymuren. Umiddelbart kan der være to forklaringsmodeller til dette. Det ene er, at rundstokke ikke skulle give en angriber dækning for armbrøsterne. Den anden er, hvis en angriber med rustning kunne snuble i dem, hvis de stod under vandet.

Man er her tæt på bymuren, så afstanden og lav vanddybde kan have gjort, at man typisk ville hoppe ud over rælingen fra en jolle for at storme bymuren.

 

 

 

D) Pælepærring kaldet for K3.
Konstruktionen bestod af syv pæle af elletræ med en diameter på mellem 17- 20 cm, som alle stod i udgravningsfeltets nord-vestlige del.

Det benyttede tømmer var forholdsvis nyfældet, idet størstedelen af barken var bevaret. Der er tale om pæle, der overvejende står i skrå vinkler væk fra bymuren.

Om ellespærringen K3 er samtidig med pælene i spærringerne K2 og K4 er ikke til at afgøre.

E) Bymur kaldet for K5.
Konstruktionen bestod af munkesten og var bygget op som kassemur:

En murtype bestående af to "murskaller" udfyldt med en blanding af brokker, mørtel og natursten. Tilsammen har murpartierne en tykkelse på ca. 3 m.

De flugter nogenlunde med den udgravede bymur i vest, som ses på første billede. Bymuren K5 fik lov til at blive liggende, og rørføringen til forsinkelsestanken er ført henover den.

 

 

Resultater
Spærringerne i Munkesøen stod i skråstillede rækker til bymuren.

Med den forholdsvis korte afstand fra bymur til pælespærring, har forsvarene kunnet forsvare byen mod angreb fra nord. Eksempelvis med anvendelse af armbrøst, som havde en stor gennemslagskraft.

Hvis en angriber valgte at sejle lige ind mod bymuren, ville han støde ind i pælene og skulle bruge tid på at fjerne dem, mens byens forsvarer kunne beskyde ham. Valgte en potentiel angriber at sejle ind mellem pælerækkerne, ville han ligge med siden af båden ind til bymuren og dermed udgøre et nemmere skydemål.

Princippet for bybefæstninger med sejlspærringer, kan ses i Olaus Magnus værk fra 1555, hvor småbåde angriber en by, der er befæstet af med spærringer.

Der er ikke tidligere påvist pælespærringer i inddæmmede eller udtørrede områder omkring middelalder- og renæssancebyerne i Danmark.

 

Olaus Magnus beskrev i 1555, hvordan man angreb en by, der er forsvaret med pælespærring og flydere ( Efter Magnus 1976).

Glemt og genfundet
Hvis man sammenholder Kalundborg Museums undesøgelse i 2008 med C.M. Smidts udgravninger fra begyndelsen af 1900-tallet kan vi antage, at strækningen i Munkesøen langs den nordlige bymur flere steder har været befæstet med pælespærringer. Kalundborg Museum afventer spændt datering af træet for at finde ud af, hvornår denne del af befæstningen er anlagt.
Hvornår spærringerne i Kalundborg blev opgivet ved vi ikke med sikkerhed. I forbindelse med den svenske besættelse af byen i 1658- 1660 blev byens slot og fæstninger sprængt i luften og revet ned.