Åmosen har i en årrække haft Kalundborg Museums interesse, idet museet har været vært for forskellige forskningsprojekter både om arkæologien og om emner indenfor nyere tids kulturhistorie. En del af materialet er allerede nyttegjort i bøger, pjecer og udstillinger, og andet vil forhåbentlig blive udgivet indenfor en årrække.

Samarbejde på tværs af Åmosen
Kalundborg Museum har nu indgået et samarbejde med Holbæk Museum og Sydvestsjællands Museum.
Sammen har de tre museer dannet et konsortium, der har til formål at lave en fælles undersøgelse af Åmosebassinet. Konsortiet har modtaget finansiering fra Kulturarvsstyrelsen til en dokumenterende undersøgelse af Åmosen i forhold til nyere tids historie og i særdeleshed tørvegravnings-historien.
Projektet løber året ud.

På nuværende tidspunkt i undersøgelsen tegner der sig et billede af, at der alt efter tid og sted har været stor variation indenfor tørvegravningen. Tørven er blevet brugt som brændsel primært indtil midten af 1900-tallet.
Der findes selvfølgelig undtagelser, men den store tørveproduktion ophørte i 1950'erne.
Især under de to verdenskrige i 1914-18 og 1940-45 og årene efter, var tørven meget efterspurgt. I krigstider var det svært at få brændsel, da der var meget begrænset import af kul. Man måtte derfor sørge for indenlandsk produceret brændsel til både industrien og til husholdningerne.

Hvad er tørv
Tørv er organisk materiale, der er aflejret i et luftfattigt og vådt miljø. Det er gamle plantedele der ikke er omsat/rådnet. Det kan derfor brænde, selvom det indeholder vand.
Netop vandindholdet var vigtigt i forholdet til både salg og brugen af tørven: Ved et stort vandindhold brændte tørven ikke så godt, så forbrugerne ville helst have så tørre tørv som muligt. På den anden side var arbejderne ofte lønnet efter tørvens vægt, og vand vejer betydeligt mere end tørv.

Øst og vest - varierende udnyttelse af tørven
Åmosen rummer store mængder tørv, og det var derfor oplagt for industrien i København at få brændsel fra den sjællandske Åmose, da man dermed kunne spare på transportomkostningerne.
Især i Åmosens østlige del har der været en industriel udnyttelse af tørv. Mest kendt er Tørvefabrikken Bodal, der i 1940'rne leverede knapt 424.000 tons tørv til industrien i København.
Også lokale bønder havde aftaler på deres moselodder, og de gravede enten selv eller fik en mindre entreprenør til at grave. De lokale forretninger og erhvervsdrivende bestilte også tørv. Et år bestilte fx Sparekassen i Holbæk 8 tons tørv og slagter Mads Nielsen bestilte 50 tønder tørv.

I den vestlige del af mosen lader det til, at det primært har været de lokale lodsejere, der har udnyttet tørven. Til forskellige gårde hørte mosestykker som den enkelte bonde udnyttede. Bonden har enten selv gravet eller har hyret en gruppe mænd, kvinder og børn til at grave tørven. Der kunne kun graves i sommermånederne, da der kræves sol og varme.

Tørven skæres

Der er mange måder at grave tørv på. Man kan skære tørven direkte op af mosen og lægge den til tørre på jorden. Man kan også skovle tørvejord op i en æltemaskine, hvorefter der tilsættes mere vand, så der dannes en tyk vælling, der lægges ud på marken for at tørre.
Den tørrede, såkaldte 'pladder', blev skåret i stykker af ca. 12x8 cm., der skulle vendes for at tørre på begge sider. Derefter blev stykkerne stablet i pyramideformede stakke, de såkaldte røgler, som tillod vinden at tørre dem yderligere. Det at vende og 'røgle' tørv var børne- og kvindearbejde.
Der blev arbejdet på akkord, og man skulle vende adskillige tusinde tørv hver dag. At grave den tunge tørvejord var mandearbejde, der ligeledes var akkordlønnet. Det har været tungt og slidsomt arbejde.
Sommeren 2007 ville have været katastrofal for tørveproduktionen. Den megen regn ville have vasket pladderet væk, og tørven ville ikke have kunnet tørre.
I den senere og mere industrielle del af tørveproduktionen har man også produceret presset tørv og briketter. Dette gjorde man primært af smuld, som man harvede direkte op af jorden, skrabede sammen og kørte til briketfabrikken.

Synlige tegn i landskabet i dag
Hvis man kører en tur gennem Hallebyore, langs med mosen, kan man se en række mindre lodder adskilt af små jordvolde med blandt andet pil og birk der vokser vildt. Jordstykkerne er meget flade og skærer sig igennem landskabet omtrent en meter lavere end de adskillende volde. Dette er levn fra udnyttelsen af mosetørvene i området. Når man går en tur i mosen, kan man også se nogle vandhuller/mosestykker, der er meget firkantede, hvilket også kan være et tegn på en tørvegravning. På detailkort vises tørvegrave ofte som kantede S-er. Tørvegravene kan være dybe, og arbejdet i disse har ikke været ufarligt.
Mange af mosestykkerne er blevet drænet og afvandet, så jorden i dag kan dyrkes intensivt. Tidligere var der enge, hvor man høstede hø i juni og så gravede tørv i juli og indtil kornhøsten. Karoline Graves skrev om dagliglivet fra anden halvdel af 1800-tallet ved Hallebye Å og netop mosen ved tiden for høslettet beskriver hun malende.

Naar den sidste Vogn eller den sidste Trop var draget fra Mosen, og mit Hjem atter henlaa i den sædvanlige Stilhed, hvor var det da et betagende smukt Syn, naar vi i Skumringen sad udenfor Huset og lod Blikket vandre ud over denne Mosestrækning med de mange Stakke, hvor efterhaanden Mosekonens Bryg bredte sig som et blødt, hvidt Tæppe, til at begynde med ikke tykkere, end at Toppene af Høstakkene ragede ovenover. Karoline Graves. Ved Hallebye Å. 1921. s. 32

Undersøgelse af Åmosen løber året ud (2007). Vi er meget interesserede i at høre fra folk, der har informationer om arbejdet i mosen. Ikke bare selve tørvegravningen, men også alle de forhold der omgav tørveproduktionen, såsom dagliglivet for de involverede har projektets interesse.
Alle informationer vil være brikker i det puslespil, der udgør den samlede viden om Åmosen. Vi vil også meget gerne høre fra personer, der har fotografier, film eller genstande fra og om mosen. Der vil blive lavet mindst én udstilling i det kommende år på baggrund af undersøgelsen.

Tekst: Anne-Mette Marchen Andersen, Kalundborg Museum