|
BORUP - EN FORSVUNDEN VIKINGELANDSBY VED TYSTRUP SØ Ved sydsiden af Tystrup sø i Gunderslev sogn ligger et meget naturskønt område. Ud til landevejen mellem Fuglebjerg og Rejnstrup ligger et græsbevokset areal, og mellem dette og søen ligger der skov. |
|
|
Højryggede agre. Foto Sorø Amts Museum |
|
Området er fredet i dag, men ikke så meget på grund af naturen som af hensyn til dets kulturhistoriske værdi, for på dette sted har der været menneskelig aktivitet lige fra yngre stenalder og til slutningen af middelalderen. Det meste af disse udfoldelser gennem tiderne gemmer sig under mulde, men et vidnesbyrd, som fortæller om den ældste aktivitet, er til gengæld meget imponerende. Der er Sandbæksdyssen fra yngre stenalder, som Grundtvig så og begejstret skrev om i digtet "Gunderslev Skov" (1808). |
|
Oversigtsplan udarbejdet af Axel Steensberg i 1978. Fra omkring 700 e.Kr. og frem til ca. 1200 lå på det nu åbne areal landsbyen Borup. Denne bebyggelse blev først genopdaget i 1940'erne af amatørarkæologen Svend Dyhre Rasmussen fra Fuglebjerg. Da Nationalmuseet ved professor Axel Steensberg gik ind i sagen fra 1950, påbegyndtes den hidtil mest komplette, arkæologiske undersøgelse af en dansk landsby. Ikke blot er landsbyens gårde og huse blevet kortlagt. Man har også fastslået de enkelte agres placering og fået ny viden om datidens skiftende dyrkningsmetoder, agertyper, jordfordeling etc. Da Borup blev nedlagt, overtog nabolandsbyer dyrkningen af jordene, og i skoven er der fra 1300- og 1400-tallet bevaret højryggede agre. Senere overgik området som overdrev (græsningsarealer) for hovedgården Kastrup i Fuglebjerg sogn. Foreningen "Borupris' Venner" støtter det fortsatte arbejde omkring udforskningen af området og står for formidling af stedet. Henvendelse angående foreningen rettes til Fuglebjerg Kommune. |
|
Borup ved undersøgelsen. Foto Sorø Amts Museum
|
|