Søndag, den 16. juli, fyldte Kalundborg og Omegns Museum 90 år. At en gammel købstad og fæstningsby som Kalundborg har sit eget museum, anses af de fleste som en selvfølge i dag. Sådan har det imidlertid ikke altid været. Jeg vil her, med Kalundborg og Omegns Museum og museets skaber kredslæge J.S. Møller som passende udgangspunkt, fortælle lidt dansk museumshistorie.

Ildsjælen og museets grundlægger J.S. Møller sagde engang, at et museum skulle afspejle den tid det levede i. Det vil et museet imidlertid altid gøre og politiske, økonomiske og ideologiske forhold i tiden vil altid påvirke et museums indsamlinger, udstillinger og undersøgelser – en påvirkning, der ofte er mere ubevidst end bevidst.

Da Kalundborg og Omegns Museum slog dørene op for offentligheden i 16. juli 1910 skete det i tre lejede lokaler i Lindegården, og det var resultatet af tre års målrettet indsamling af gamle genstande. Pragtstykket i det lille ny "historiske Musæum" var en ægte Refsnæsstue – en stue der stadig er udstillet på museet. Når museumsgæsterne i dag går gennem denne stue kan de nok undre sig en smule over indretningen og den særlige stemning, men det er ikke de store følelser, der vækkes. Anderledes har det været i 1910, hvor stuen stadig kunne minde gæsterne om deres egne forældres stue. Hvorfor var det så vigtigt at gemme en Refsnæsstue, alle folkedragterne og alt det andet gamle og kasserede – og så tilmed udstille det? Nu var man jo lige sluppet a’ med det.

Stedet hvor museumstanken i Kalundborg fødtes. Resterne af Esbern Snares vestborg og voldanlæg (tv) og Lindegården (th).

Hver egn og hver by – sit museum
Mellem 1880 og 1940 blev der oprettet 105 museer i Danmark og alene i 1910 åbnede fem. Enhver egn eller købstad med respekt for sig selv skulle ha’ et museum – man kunne jo ikke stå tilbage for naboegnen eller – købstaden, hvis historie bestemt ikke var mere værdifuld end ens egen. Det er imidlertid ikke hele forklaringen. Med til historien hører også en pæn del politik, pædagogik, ideologi og sentimentalitet.

Da murermester J.P. Christensen i foråret 1907 købte Lindegården og dens jorde af enkefrue Raae, var hans plan at udstykke jorden til villagrunde. Kalundborg voksede og nye industrier og erhverv medførte et stort behov for arbejder– og funktionærboliger. Da første spadestik blev taget stødte man imidlertid på ruinerne af Kalundborgs vestborg. Nationalmuseet sendte en arkitekt, og da han alligevel var i byen kunne han også lige se lidt på den nedrivningstruede Lindegård. Arkitekten var begejstret, og sammen med J.S. Møller fik han overtalt den københavnske vingrosserer og kasserer i Foreningen til gamle Bygningers Bevaring, etatsråd Georg Bestle til det ædle i at købe, istandsætte og fredlyse Lindegården. Lindegården blev reddet – og Bestle blev kommandør af Dannebrogordenen.

Men hvad så? J.S. Møller havde en plan. Efter at ruinerne af Esbern Snares vestborg var blevet fundet voksede interessen for Kalundborgs historie enormt – både lokalt og nationalt. Man havde nemlig samtidig fundet rester af Absalons borg under Christiansborg, og disse to Hvidebrødres samtidige borg– og bygrundlæggelser fik stor opmærksomhed. Skulle Kalundborg have et museum, så var det nu, der skulle handles. Et udvalg med J.S. Møller som formand udsendte i november 1907 et Opraab til dannelse af et "historisk Musæum i Kallundborg": "Kallundborg er en gammel historisk By, rig paa gode gamle Bygninger. Også enkelte Dele af Omegnen – f.eks. Refsnæs – har indtil vore Dage bibeholdt et Særpræg, der imidlertid nu er ved at forsvinde. Kallundborg og Omegn fortjener derfor mere end de fleste Steder i Landet at få sit historiske Musæum."

Opråbet opfordrede "Landsmænd" til at sende alt, hvad der kunne tjene til historisk belysning af folkets liv i Nordvestsjælland fra de ældste tider til vore dage – dog helst det, der stammede fra de sidste århundreder. Særligt folkedragter, møbler, smykker, gammelt husgeråd og værktøj, landbrugsmaskiner, billeder og en rigtig Refsnæs–stue blev efterlyst.

Opråbet blev så godt modtaget, at en museumsforening blev dannet, og de efterlyste genstande strømmede ind – og vel at mærke af den rigtige slags. Nu havde man både genstandene og en historisk bygning, så foreningen lejede tre rum i Lindegården og slog dørene op i 1910.

Rocokkosalen – i daglig tale "Riddersalen" – var et af de tre lokaler, som museet i 1910 åbnede udstillingerne i.

Når J.S. Møller og ligesindede på Kalundborgegnen, som i resten af landet, havde så travlt med at oprette museer, så skyldtes det især de store omlægninger som skete i landbruget omkring 1900. Den gamle landbokultur var under hastig afvikling, – så hastig at selv samtiden bemærkede det. Bønderne havde tjent store penge, og de rev flittigt de gamle stråtækte stuehuse ned og byggede nye med højt til loftet. Der blev også sagt farvel til de gamle folkedragter, møbler og mange ældre værktøjer.

J.S. Møller kom selv fra en jysk bondeslægt og han havde som praktiserende læge på Kalundborgegnen siden 1893 fulgt den hastige forandring. Takket være opdagelsen af Esbern Snares vestvold og kampen for Lindegårdens redning fik han overbevist Kalundborgs ledende – og meget konservative – borgerskab om nødvendigheden af, at redde "relikvierne" af den lokale bondekultur.

Med J.S. Møller i spidsen fik museet en ildsjæl af format i spidsen, og museets dragtsamling og Møllers egen forskning blev snart kendt i hele Norden. De lokalhistoriske (senere kaldet kulturhistoriske) museer overalt i landet blev nemlig typisk ledet af grundlæggerne, men det var yderst sjældent, at disse tillige havde både tid og evner til også at forske. Det havde Møller, og hans store bøger om fester, højtider og folkedragter er stadig de bedste bøger om emnerne.

Museet som målestok
Hvad ville Møller så med samlingerne, og hvorfor skulle de udstilles? Møller var overbevist om, at menneskehedens udvikling var en lang vandring frem mod noget bedre. Gamle redskaber blev erstattet af nye og bedre, og som læge var han overbevist om, at videnskaben ville erstatte overtro, kvaksalveri og kloge koner. Denne udvikling kunne illustreres ved hjælp af museets samlinger, og museerne kunne dermed fungere som en målestok for menneskenes kulturelt stigende udvikling. Denne fremskridts–tankegang var meget udbredt før 1. Verdenskrig – efter fire års skyttegravskrig med ca. 13 millioner dræbte var man mere i tvivl.

Og apropos målestok: Samtidig med at Esbern Snares vestborg blev opdaget og museumstanken spirede i Kalundborg, så besluttede Folketinget i forsommeren 1907, at metersystemet skulle indføres i Danmark og at de indviklede mål– og vægtangivelser fra 1683 (tommer, alen, pund, potter, tønder, osv.) fra og med foråret 1910 ikke længere måtte bruges. Set fra Møllers standpunkt har Kalundborg således indenfor samme 3–årige tidsrum fået to nye måleenhed er; et nemt metersystem, hvor man kan måle og aflæse alt i meter og kilogram, og så et museum, hvor menneskenes kulturelle udvikling gennem tiden kan måles og sammenlignes. Det må have forekommet Møller mageløst!

Museets politiske opgave
Den der ejer fortiden, ejer også argumenterne til at fortolke nutiden og dermed til at pege ud i fremtiden. Det vidste bønderne og Venstre. Efter systemskiftet i 1901 og "demokratiets sejr over Estrups diktatur" skulle deres historie nu frem – og her kunne museerne bruges. De mange nye museer omkring 1900 blev ofte skabt af personer i opposition til partiet Højre, og de fleste af dem indsamlede og udstillede, på linie med Kalundborg og Omegns Museum, genstande fra landbokulturen. Ikke alle danskere kom fra gårdmandshjem, men gik man på museum fik man ofte det indtryk – og det var netop meningen.
Selv oldsagerne kunne tolkes politisk; nemlig som levn fra en gammel demokratisk bondekultur – det såkaldte nordiske urdemokrati. Grundtvig ville have frydet sig – og Højskolerne havde opfyldt deres opgave; nemlig at give bønderne deres selvværd tilbage. Museerne var et fint pædagogisk redskab til at give voksne og børn en hurtig indføring i det rette nationale og lokale identitet og demokratiske sindelag.

Dysse ved Nyrupgaard på Røsnæs. Et levn fra en gammel "demokratisk bondekultur"?

J.S. Møller døde for nu 50 år siden og dermed forsvandt museets skaber og ubestridte leder og dynamo. Kalundborg og Omegns Museum var blot et af mange museer, der omkring 2. Verdenskrig mistede sin grundlægger og dynamo. I Kalundborg valgte man efter en kort årrække at ansætte en faglig uddannet inspektør. Man fortsatte hermed det niveau for undersøgelser, som J.S. Møller havde udstukket – en niveau, som museet stadig gør sit bedste for at opretholde.

Museernes politiske baggrund og ståsted er nu ikke mere så udtalt som for 80 – 100 år siden, og de statsanerkendte kulturhistoriske museer har nu alle fagligt uddannede inspektører, ofte med andre indfaldsvinkler og spørgsmål, end museets skaber. Nu er der andre opgaver, som står for tur.

Kalundborg og Omegns Museum vil således i årene fremover koncentrerer undersøgelserne indenfor nyere tids kulturhistorie omkring Vestsjællands og Kalundborgegnens ind– og udvandring, storindustri og havnehistorie. Forhåbentlig vil det være med til at afspejle vor egen tid, også til brug for vores efterkommere.