Bulmeurt er nok den kendteste af alle dvaleplanter. Den dukker typisk op ved middelalderarkæologiske udgravninger eller på steder, hvor gammel kulturjord blottes.
Bulmeurt er 2-årig. Det 1. år spirer frøet op til en roset af store, bugtede- fligede blade. Det 2. år skyder fra rosetten et bladrigt, blomstrende skud til vejrs. Frøene ligger inde i det krukkeformede bæger. Der findes i øvrigt også en 1-årig form af planten.

Hvis ikke jorden holdes åben, forsvinder Bulmeurt snart fra stedet igen. Men frøene ligger klar, til der en anden gang rodes i jorden. I 1984 blev voldgraven mellem Højbyen og Vestborgen udgravet og ført helt igennem til Lundevej. I 1986 fandt vi et blomstrende eksemplar i blottet jord på voldgravsiden. Den må formodes at være spiret af et frø, der stammer fra dengang, voldgraven var i funktion, d.v.s. fra 1356 til en gang i 1700-tallet. Af og til kan Bulmeurt også findes langs Røsnæs sydvendte skrænter. Ved naturlige skred blottes jorden af og til, og Bulmeurt kan spire.

Billede af Bulmeurt (Hyoscyamus niger), her fra Flora Danica Online v. Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek

Her i 1994 har vi set Bulmeurt to steder i kommunen. Den findes i urolig jord i Langemosens nordlige kant. Mosen ligger øst for Ulstrup. Her ses både mange rosetter og blomstrende planter. Vi ved ikke, hvorfor den vokser her. Er der kørt gammel jord ud?
Det andet sted ses den i ægte middelalderjord: Ved Røsnæs kirke findes to rosetter af Bulmeurt vest for det vestlige dige. De vil blomstre i sommeren 1995, hvis graveren ellers lader dem stå. De står på et sted, hvor der blev rodet rundt i jorden, idet der skulle fjernes nogle buske. Det er ikke til at sige noget om frøenes alder, men voksepladsen er typisk.

Bulmeurt er blandt de ældst beskrevne læge- og giftplanter. Korrekt doseret virker den smertestillende og søvndyssende. Især har den været hyppigt anvendt mod tandpine, og allerede babylonerne brugte den hertil. Den har været indført til Nordeuropa før munkenes tid. I Ribe er den arkæologisk påvist fra ca. år 720 og i Sydslesvig fra ca. 200 f. Kr. Desuden er den beviseligt blevet dyrket almindeligt i klosterhaverne. Ekstrakter fra bladene indgår stadig i diverse smertestillende midler.

Skarntyde er en imponerende skærmplante, der let bliver over 2 meter i højden. Den kendes på den glatte og især forneden rødplettede stængel. De røde pletter har været tydet som advarende " blodstænk".
Skarntyden er berømt og berygtet for sin giftighed. Det var den gift, hvormed den græske filosof Sokrates henrettedes i Athen år 399 f. Kr.

Oprindelig er arten vildtvoksende i Middelhavs-landene. Her blev den brugt som gift- og lægeplante. Den er tidligt bragt til Danmark, hvor man har fundet frø af planten i arkæologiske udgravninger fra Romersk Jernalder (400-0 f. Kr.). Det må formodes, at munkene genindførte planten, da man ved, at de dyrkede den i deres klosterhaver. I Kalundborg findes den i stor mængde i Munkesøen på den gamle lossepladsopfyldning. I 1980erne optrådte den her i tusindvis. For et par år siden var der tilsyneladende sygdom i bestanden, men den findes dog i hundredevis her i 1994. Den ses også af og til andre steder i kommunen: i grøftekanten på Lerchenfeldvej, ved Mosevangens mose i 1993, på det offentlige areal ved Asnæsværket.

Billede af Skarntyde (Conium maculatum L.), her fra Flora Danica Online v. Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek

Skarntyde har andre interessante egenskaber foruden sin giftighed. I små doser virker den dæmpende på kønsdriften. Denne egenskab var værdsat i klostre. Det er let at forestille sig de fromme menneskers kvaler ved at leve i cølibat, idet ikke blot handling, men også syndige tanker, betragtedes som en alvorlig forseelse. Det gjaldt om at finde den rette dosering.
Det er bemærkelsesværdigt, at den store forekomst af Skarntyde i Munkesøen ligger få hundrede meter fra det tidligere franciskanerkloster. Dengang var der en sø vest for klosteret, og klosterhaven kan meget vel have ligget mellem klosteret og søen. Søen er nu væk, og i løbet af 1950erne blev de daværende enge fyldt op af skrald. Da lossepladsen derefter blev lukket, blev der brugt jord til at dække lossepladsen af med fra bakkerne, hvor nu Munkesø Stadion ligger ( Arkitekt Ravn, Klb. Kommune). Det vil sige, at også afdækningsjorden lå tæt på klostret, og det er rimeligt at tro, at skarntyderne i Munkesøen er direkte efterkommere fra klosterhaven.

Enbo Galdebær tilhører græskarfamilien. Fra en stor roeagtig rod slynger adskillige stængler sig op i buske eller anden vegetation. Planten har store håndlappede blade og lange, spiralsnoede klatretråde, samt sorte bær.
I Danmark findes kun to vildtlevende arter fra denne familie: Enbo Galdebær med sorte bær, og Tvebo Galdebær med røde bær.
Begge arter er lægeplanter og indført fra Sydeuropa i middelalderen, og de er begge i dag sjældne og i aftagen.

I Kalundborg findes planten adskillige steder: I Slagter Eriks gård ud mod P-pladsen. Her vokser flere eksemplarer op af et ældre raftehegn. På havskrænten nedenfor Vor Frue kirke. Flere eksemplarer vokser oven for trapperne ved Solskinspladsen (fundet af Jens Nielsen, museet), og en plante i en hæk nær Strandhaven. I alle tilfælde ligger den store rod beskyttet af en hæk eller et buskads eller lignende, hvor slåmaskiner ikke når ind. Herfra sender den så år efter år sine lange, slyngede stængler opad, og om vinteren visner alt det overjordiske væk. Den kan holde sig på samme sted i århundreder, og den er således et godt eksempel på et stationært, vedvarende levn.

Enbo Galdebær (Bryonia alba L.), her fra Flora Danica Online v. Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek

Det er bemærkelsesværdigt, at en så sjælden plante findes i det antal og på så forskellige steder. Det peger på en tidligere mere udbredt dyrkning. Enbo Galdebær må siges at være et af de fineste levende fortidsminder, vi har i byen.

Enbo Galdebær er en giftig plante, ca. 40 bær er dræbende for en voksen person. I mindre mængder kan den rigtignok få "galden" til at flyde! Den virker nemlig kraftig afførende, sveddrivende og vomerende. I middelal-deren ansås den for et kraftfuldt middel, når "det onde " skulle uddrives af kroppen.
Udvortes brugtes den mod bylder, urene sår, dødt kød, ringorm, m.m. Middelalderlige kilder nævner også andre anvendelser: mod epilepsi, og en tampon af roden anbragt i vagina kunne uddrive dødt foster og efterbyrden.

Farve-Reseda eller Vau, som planten kaldtes i middelalderen, er en to-årig urt med en indtil en meter høj, opret stængel, der er forsynet med smalt lancet-formede, bølgede blade. Den ender i en aks-lignende klase af gulgrønne blomster. Farve-Reseda blomstrer i slutningen af juli og begyndelsen af august.

Planten indeholder et gult farvestof og blev allerede i den romerske oldtid dyrket som farveplante. Den hører oprindeligt hjemme i Syd- og Østeuropa og i Vestasien. Skønt planten har været i landet siden middelalderen, er dens forekomst i Kalundborg næppe af middelalderlig oprindelse. Dens tilstedeværelse i byen kan sandsynligvis tilskrives farver Jens Feilberg, som i sidste halvdel at 1700-tallet drev et farveri med tilhørende farveplantage.

Farve-Reseda (Reseda luteola L.), her fra Flora Danica Online v. Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek

Selve farveriet var beliggende på Torvet, mens farveplantagen bestod af tre dyrkede arealer- det ene i selve byen, de to andre i byens allernærmeste omegn. Farve-Reseda og specielt Krap var Feilbergs hovedafgrøder (B: K: Ficher: Uld og linnedfarvning i Danmark. Rhodos 1983).

I 1961 kunne man endnu finde Farve-Reseda i mængde i området ved Munkesøen. I dag er dette formodede spor efter Feilbergs farveri-aktiviteter i for-svinden. I sommeren 1994 sås to individer i Munkesøen: En førsteårs roset samt et blomstrende individ, som imidlertid p.g.a. hyppig slåning ikke nåede at sætte frø.
Imidlertid dukkede et halvt hundrede individer frem i forbindelse med udgravningen af et vandhul øst for Nyrupskolen. Mosen blev uddybet i 1993, og i 1994 kunne de blomstrende skud ses lige syd for vandhullet.