Den 3. december 1284 udstedte en vis Absalon Andersen et dokument på et sted ved navn Hallenslevlund. Han bekræftede, at klosteret i Esrum skulle have de jorder i Kollerød og Lerelte i Nordsjælland, som efter hans hustru Cecilies død var tilfaldet ham. Et andet dokument oplyser, at Absalon Andersen samme år indløste familiens gæld til munkene i Sorø, idet han overdrog dem en del af det gods i Stenmagle nord for Sorø, som hans familie havde lovet, men i årtier unddraget klosteret.

Brevets udstedelsessted, Hallenslevlund, vidste man indtil for nylig ikke meget om. Ved sydvestsiden af den vestsjællandske Tissø, umiddelbart syd for Halleby Ås udløb fra søen, optræder gården og stednavnet Lunden, ganske tæt ved landsbyen Hallenslev. Det var et godt spor, men det var også alt.

For nogle år siden indleverede amatørarkæologen Steen Ahlgreen til museet i Kalundborg en samling middelalderlige metalgenstande, som han havde fundet ved Lunden ved brug af metaldetektor nær et område med mange brokker af munkesten. Der var eksklusive ting imellem såsom bogspænder og et forgyldt sølvspænde af fineste kvalitet, et veritabelt pragtfund.

Der kendes kun nogle få stykker mage til, de dukkede op i en malmgryde fyldt med mønter fra 1200-årenes midte, da Køge Museum foretog en udgravning nær Bjæverskov Kirke for nogle år siden.

Skjoldformet forgyldt sølvspænde, fuld størrelse. Fot: Flemming Rasmussen

  Mest opsigtvækkende blandt fundene var dog en stor, skjoldformet seglstampe med bogstaver langs kanten. Stampen er ca 7 cm høj og har oprindelig været 6 cm bred, men den øverste tredjedel er brækket af.

Skjoldformet bronzeseglstampe (signet), gengivet i fuld størrelse. Fot: Flemming Rasmussen

Tydelige mærker på for- og bagside viser, at det er sket forsætligt. Som det tidligere har været beskrevet her i bladet, var en seglstampe af største værdi og betydning i middelalderen, da dens aftryk havde juridisk gyldighed som samtykke på samme måde, som en underskrift har det nu om stunder (se Skalk 1997:5). SECRETVM PETRI FI… læses der (spejlvendt) på den bevarede del af seglstampen, og det kan oversættes med »Peder ...…søns segl«.

  Ifølge heraldikeren Ernst Verwohlt peger seglets og bogstavernes udformning på 1200-årene; og skjoldet med de tre vandrette, slyngdekorerede tværbånd er et af de grundvåben, som blev brugt af den magtfulde Hvide-slægt. Der er stor lighed med et seglaftryk, som i 1225 blev anvendt af Jakob af Møn - en af de umådeligt velhavende Sunesønner og et oldebarn af stamfaderen Skjalm Hvide (se Skalk 1996:1). Det er meget sandsynligt, at det design, vi ser på Jakobs segl, er gået i arv.
Når det kommer til spørgsmålet om hvem seglstampen tilhørte, er der flere Pedere i denne gren af Hvide-familien, men ifølge Ernst Verwohlt er en vis Peder Pedersen indtil videre det bedste bud. Det er særdeles spændende, eftersom Peder Pedersen var bror til den Cecilie, som optrådte i 1284-dokumentet, og følgelig var svoger til Absalon Andersen - som i øvrigt selv var en Hvide (af Esbern Snare-linien; se stamtavle).
  Vi tør altså tro, at Lunden i 1200-årene var i en Hvides eje, og at Hallenslevlund dermed er blevet lokaliseret. Lunden hørte indtil begyndelsen af 1980'erne til godset Sæbygård, og endnu i dag udgør Lunden en lille enklave af Sæby Sogn, adskilt fra modersognet af Hallenslev Sogn. Det tyder på, at en ejermæssig forbindelse kan føres tankevækkende langt tilbage.

Sæbygård ligger tæt ved Tissøs sydligste punkt, 3 km fra Lunden, og tæt derved står Sæby Kirke, som oprindelig tilhørte herregården. Esbern Snare (ca 1127-1204) - en temmelig kendt Hvide - skal ifølge Christian 4.s kansler, historikeren Arild Huitfeldt, være død efter et fald ned ad en trappe på Sæbygård. Fine kalkmalerier i kirkens apsis og korbue er dateret til midten af 1100-årene. Paralleller til disse billeder kendes fra andre kirker, som sættes i forbindelse med Hvideslægten: for eksempel Tveje Merløse og Kirke Hyllinge.

  Det så med andre ord ud til, at arkæologiske levn og skriftlige kilder på sjælden vis kunne indpasses i en spændende mosaik, og Skalks læsere har nok allerede nikket genkendende til Tissø fra flere artikler i bladet om den fundrige og også i omfang imponerende vikingetidsstorgård, som udgraves i disse år blot en kilometer nord for Lunden (se Skalk 1995:6 og 1999:1). Man vil forstå, at det med de arkæologiske og historiske rammer, som kilder og fund satte, var oplagt at søge efter flere spor af Hallenslevlund i undergrunden og dykke ned i historien for at belyse den legendariske Hvideslægt lidt nærmere.
  Lunden er et veldefineret næs, afgrænset i øst af Tissø, i nord af Halleby Å og i vest af den (nu regulerede) Bøstrup Å. Med økonomisk støtte fra Høng Kommune og familien Dedenroth-Lindenskovs Fond til støtte for Kalundborg og Omegns Museum kunne en prøvegravning iværksættes i september 2000. Forinden havde der været foretaget fosfatanalyser, som afslørede relativt høje fosforsyretal tæt ved de mange teglstensbrokker, antagelig spor efter møddingsområder.

Området med munkesten viste sig at dække over fundamentet til et hus på 10 x 29 m (ydre mål). Det svarer omtrent til dimensionerne på det - ganske vist flere hundrede år yngre - statelige Glimmingehus i Skåne, men sammenlignet med denne imponerende bygning synede vort stenhus ikke af meget. Et stenfundament var bevaret i den nordlige væg, mens de tre andre mure kun var synlige i form af grøfter, der var fyldt med kalkmørtel, munkesten og andet nedbrydningsaffald. Fundene må karakteriseres som resterne af et nedbrudt hus, hvis kælder har været sat med marksten svarende til, hvad der er set ved andre stormandsgårde fra 1100- og 1200-årene på Sjælland. De mange munkestensbrokker tyder på, at huset har haft en muret overetage med gårdens fornemste rum, salen.

Den majestætisk tronende Kristus med regnbue som sæde og Jorden som fodskammel dominerer Sæby Kirkes apsisudsmykning fra omkring 1125. Tegning af Jacob Kornerup 1864

Nordsiden af stenhusets fundament, opgygget af større marksten. De hvide og røde felter på landmålerstokken i billedets forgrund måler hver 20 cm. Foto Lisbeth Pedersen

  Hallenslevlund har tilsyneladende været tømt for indbo, da nedrivningen fandt sted. Systematiske afsøgninger gav nemlig ingen fund af indbo eller husgeråd, ikke så meget som et middelalderligt potteskår var at se. Til gengæld fremkom der en del jernsøm, spigre, blystykker samt ikke mindst talrige hestesko og -søm. Hesteskoene kan næsten alle bestemmes til en type, som kendes fra 1100- og 1200-årenes borge, mens nogle få beslag og bæltespænder var de sparsomme repræsentanter for det personlige udstyr.
Syd for huset, hvor der var målt høje fosfatværdier, fandtes der mange jerngenstande, ikke unaturligt for et møddingsområde. Stolpespor i flere søgegrøfter tyder på, at der har stået tømrede bygninger på pladsen foran stenhuset.

Til venstre ses eksempler på den hyppigste fundgruppe: hestesko af en karakteristisk form med bølget yderrand. Til højre et udvalg af remspændedele, beslag og kædeled. Fot. Flemming Rasmussen.
  De fine detektorfund satte forventningerne op efter yderligere pragtfund, men de blev ikke indfriet. En undtagelse udgøres af en spore af en type, som kendes fra sen vikingetid og tidlig middelalder. For år tilbage blev der for øvrigt opsamlet en vikingetidig spydspids på vestsiden af næsset ved Lunden, så fundene tyder altså også på aktiviteter før 1200-årenes bebyggelse. Intet i fundmaterialet peger på, at bebyggelsen er fortsat meget senere end 1300.
  Undersøgelsens overraskelse var et system af grøfter, der kunne følges over mere end 600 meters længde. I øst fortsatte grøfterne ud mod Tissø i aflejringer, som havde karakter af gammel søbred. Vandstanden i Tissø har siden 1870-erne været sænket næsten 2 m, så søens bredder i 1200-årene må have ligget betydelig nærmere bebyggelsen end tilfældet er i dag.

Grøfterne definerer og afgrænser to områder. Mod nord en bueformet afsnøring af næssets spids, hvor en munkestens-koncentration måske kan stamme fra et lille tårn. Syd derfor fandtes to nærmest parallelle, øst-vest forløbende grøfter (med en indbyrdes afstand af 120 m) med stenhuset liggende tæt ved den nordligste. Denne rektangulære »forplads« omfatter 4800 m2. Dens vestlige grænse udgøres af en tredje grøft, som fortsætter langt mod syd og en del af strækningen får følgeskab af en makker, så man får indtryk af et vejforløb; måske tilfældigt svarer fortsættelsen nøje til vore dages eneste kørevej fra Lunden op til landsbyen Hallenslev.

Hallenslevlunds beliggenhed på næsset, omgivet af vand og vådområder.

  Der skulle flyttes temmelig meget pløjejord for at klarlægge omfanget og karakteren af grøftsystemet, og vi er derfor ejerne Tut og Jens Rasmussen samt forpagter Steffen Skadhauge taknemlige for, at sporene i undergrunden kunne følges helt ud til grænserne af det mulige. Udgravernes arbejde, som foregik med gravemaskine, var dog for intet at regne mod de mere end 1400 kubikmeter eller 2500 tons stiv lerjord, som i 1200-årene blev flyttet med håndkraft. En gravet grøft giver uvægerligt en jordmængde, velsagtens opkastet som et dige.
Formålet med digesystemet står ikke helt klart; men der kan være tale om en kombination af en juridisk markering (et skeldige ved gårdstoftens grænse) og noget praktisk - et ønske om at holde græssende køer og heste væk fra de beboede områder. Endelig kan en forsvarsmæssig funktion have spillet ind.

  1284-dokumentet og seglstampen navngiver nogle aktører, og det er fristende at se Hvider som ejere af Hallenslevlund - enten af Esbern Snares linie eller af den såkaldte Knardrup-linie. Stedet har blot været én af familiens talrige besiddelser.
Sune Ebbesen skal således have ejet hen ved 37.000 tdr. land. Besiddelserne, som var samlet ved køb, arv og giftermål, kom let til at ligge spredt, for selv dele af et storgods kunne ved arv blive udstykket i det fulde antal arvelodder og følgelig komme på mange hænder. Gods og jord var familiens ejendom: den enkelte ejer kunne nok forvalte sine besiddelser efter forgodtbefindende, men ved frasalg havde slægten forkøbsret. Ved arv gik godset til familien, men heroverfor stod tidens nye testamenteskik. Kirker og klostre kunne nu arve, til gengæld gik de i forbøn for afdøde mod evig fortabelse.

  Forenklet tavle over en del af Hvideslægten. S angiver ejere af Stenmagle-godset

  Et af de første testamenter er ærkebiskop Absalons (se Skalk 2001:1). Broderen Esbern Snare fulgte efter, men hans arvinger lagde hindringer i vejen for opfyldelsen. Det bedste eksempel er det gods i Stenmagle, som Absalon Andersen nævner. Esberns søn Johannes havde ved faderens død 1204 overtaget jorden i strid med dennes ønske. Først da Johannes i 1213 lå dødssyg, overgav han den til Sorø Klosters abbed, som venligt var mødt op ved dødslejet. Men afdødes bror, Absalon Bælg nægtede og inddrog godset for næsen af munkene.
Historien gentog sig, da det blev Bælgs tur, men da sikrede to svogre sig godset, som siden gik til den enes søn, vor Absalon Andersen. Denne uret søgte testamentet fra 1284 at råde bod på, men igen gik det galt, for slægtningen Lage Lagesen blokerede med et snedigt mageskifte. Først da Lage blev fængslet, tiltalt for majestætsfornærmelse, kunne kongen gribe ind og afslutte sagen.
  Også med kongemagten var Hviderne på kant. Flere gange holdt de på den forkerte hest i tronspørgsmål, og efter mordet på Erik Klipping 1286 gled Knardrup-godset Absalon Andersens svigerfamilie af hænde og overgik til kongen. Den sønderbrudte seglstampe kan måske ses i dette lys, for stamper blev ikke kun itubrudt ved dødsfald, men også ved alvorlige domme - som majestætsfornærmelse.

Erik Menveds pergamentsbrev af 5. februar 1293, hvorved han overdrog Lage Lagesens part af Stenmagle-godset til Sorø Kloster.
Brevet er et flot eksempel på seglbehæftning: vidnerne var højtstående embedsmænd og gejstlige foruden to medlemmer af kongefamilien og en adelsmand. - Fot: Rigsarkivet.

  Set med nutidens øjne er placeringen af en stormandsgård yderst på et næs langt ude i en sump vanskelig at begribe, men i et middelalderperspektiv bød søen og de udstrakte engarealer på betydelige muligheder. Gården lå strategisk godt placeret ved Tissøens forbindelse til Storebælt, og den lå i synsafstand fra Sæbygård.
De omgivende engarealer var attraktive for kvæg- og hesteopdræt. Danske heste fandt god afsætning i 1200-årenes Europa, og hesteopdræt var for mange herremænd en guldgrube. Placeringen havde altså flere fordele.
  Sporene af det genfundne Hallenslevlund påkalder sig megen opmærksomhed. Takket være de seneste tolv års braklægning af de brednære dele af Lunden er de sårbare rester af fundamenter og anlægsspor endnu bevaret. På grund af sin tidlige nedlæggelse er anlægget uforstyrret af senere tiders ombygninger og udvidelser, hvilket gør det til et attraktivt studieobjekt, hvor der er forhåbninger om at kunne afdække sporene af en stormandsgård fra 1200-årene i sin helhed.
Det gælder ikke blot den fysiske disponering af bygningerne, men også spørgsmålet om stedets primære funktioner. Gårdens oprydning og nedbrydelse til grunden er gådefuld, og hvad er der foregået på næsset i vikingetiden, mens et af tidens betydeligste stormandssæder var nærmeste nabo?
Hallenslevlund kan således ligge inde med meget nyt stof, som kan kaste tiltrængt lys over magtens arkæologi og historie i et af Hvideslægtens domæner.