I museets kulturbotaniske have er samlet 37 forskellige arter af gamle læge-, krydder-, pryd-, køkken-, farve- og giftplanter. Alle arterne er oprindelig indført til Danmark i middelalderen eller tidligere, og de vokser stadig vildt i eller omkring Højbyen i Kalundborg. Museets seks skuebede er de første i Danmark, der alene rummer "munkeplanter" eller "fortidsminder", som er fundet på stedet. Dette gør haven til den eneste autentiske kulturbotaniske have i Danmark. I haven findes også den berømte keramikmodel over fæstningsbyen og købstaden Kalundborg omkring 1650. Modellen er fremstillet i 1951 af pastor Steen Andersen, som også har udført modellen af det middelalderlige København, som ses foran Københavns Bymuseum.

Spis den medbragte frokost ved havens borde, mens De nyder den enestående udsigt til kirken og fjorden og fornemmer Højbyens enorme voldanlæg fra Valdemar Sejrs tid. Den kulturbotaniske have er skabt af Hans Guldager Christiansen og Birger Prehn.

Billede af Svaleurt (Chelidonium Majus L.), her fra Carl Axel Magnus Linnemand: Bilder ur Nordens Flora, Tavl. 184	Den gulblonstrede svaleurt findes talrige steder i det middelalderlige Kalundborg. Den kandes meget let på den karakteristiske gule mælkesaft, der straks viser sig, når man plukker et blad eller et stængelstykke. Netop denne egenskab gjorde, at alkymisterne - de såkaldte guldmagere - tillagde planten guddommelige egenskaber. De kaldte den "himmelens gave", idet de troede, at den gule mælkesaft indeholdt de fire elementer, der var udgangspunktet for fremstilling af guld. Med svaleurt i hænde havde man nøglen ikke alene til guldfremstilling, men også til helbredelse af alle sygdomme samt til menneskets fornyelse.
Allerede den græske filosof Aristoteles (384-322 f.Kr.) hævdede om planten, at svalen kurerede øjenbetændelse hos sine unger med dens saft. Plantens påståede evne til at helbrede øjensygdomme har hængt ved op gennem middelalderen.
	Planten blev også brugt mod en masse andre sygdomme. I svage doser skulle den virke afførende og vandladende, i stærke doser mod underlivsbetændelse, vattersot og ikke mindst gulsot. Sidste egenskab må tilskrives signaturlæren. Signaturlæren gik ud på, at Gud i sin visdom havde forsynet den enkelte plante med bestemte kendetegn, så man kunne se mod hvilke sygdomme, den skulle anvendes. Ideen bredte sig i 1500-1600-tallet i Europa. Svaleurtens gule mælkesaft skulle egne sig vel mod gulsot.
	Planten var opført i den danske farmakopé (officiel forskrift for lægemidlers sammensætning) helt frem til 1840. Dette tyder på, at den har været flittigt benyttet i middelalderens sygdomsbekæmpelse.
	Når mælkesaften benyttes til bekæmpelse af vorter, opnåedes det bedste resultat, hvis planten var plukket på kirkegården ved aftagende måne. For at bekæmpe tæring og svindsot skulle man tage asketræ og jord fra kirkegården, iblande det med svaleurt og komme det i en læderpung, der skulle hænges om den syges hals. Har nogen lyst til at afprøve denne opskrift er det stadig muligt, idet svaleurt findes på omkring halvdelen af de middelalderlige landsbykirkegårde i Vestsjælland. Til top