„Engang før 1933 var der kommet en gammel dame og havde ringet på min dør. Hun havde været ivrig for at sælge mig en brochure om verdens snarlige undergang, men jeg havde afslået tilbudet, idet jeg anså hendes bekymring for lidt forhastet", fortæller Margareta Buber-Neumann.
Den samme historie har andre kunnet fortælle. Men Bubers er særegen, for knap ti år efter var det hende selv, der skulle komme til Jehovas Vidner - og på et sted, hun i 1933 ikke havde forestillet sig, at hun skulle ende.

Magareta Buber er fange i kz-lejren Ravensbrück, og som Blockälteste træder hun ind i en særegen verden, som er forskellig fra den øvrige kz-lejr. Blokken bebos af Jehovas Vidner, og disse kvinder lever et helt andet liv end det normale kz-liv.

„I Blok 3 begyndte jeg nu en mærkelig tilværelse. Hos de asociale havde hvert eneste minut på dagen været fyldt med en eller anden pligt og med angst for, at der skulle ske et eller andet galt.
Hos Vidnerne levede jeg som i himlen, alt i blokken gik for sig med et urs præcision og pålidelighed.
Det blev faktisk min opgave at forsøge at gøre livet så behageligt som muligt for disse 300 kvinder under deres ophold i barakken, ligesom jeg forsøgte at afværge alle chikaner fra SS-Blockleiterins side og prøvede at varetage de enkelte fangers interesser. ... (Vidnerne) var den eneste kategori af fanger, som dannede en sluttet kreds på grundlag af fælles tro og overbevisning. ... Da jeg kom til Block 3, havde jeg ikke meget begreb om, hvad deres religiøse overbevisning gik ud på, og jeg vidste heller ikke rigtig, hvorfor Hitler erklærede dem for fjender af staten og rasede imod dem."

SS kunne sende Vidnerne uden for lejren, de flygtede ikke. Egentlig var opsynet overflødigt i deres blok. De var, som Buber skriver, i en vis forstand frivillige fanger.
Hvis de ville underskrive en erklæring om, at de ville afsværge deres tro, kunne de forlade kz-lejren samme dag som frie mennesker. Vidnerne havde imidlertid en helt anden opfattelse af frihed og fangenskab end Buber.
Den ældste kristne kirkes martyrer fik i sin tid samme tilbud, hvis de ville afsværge deres tro, svigte Gud. De valgte i stedet at blive sendt ind i arenaerne og blive flået levende af løver.
Ranke gik de i døden - til mange hedningers forundring. De ville ikke redde livet - at svigte Gud var ensbetydende med, at de steg ned på hedningernes niveau.

Vidnerne var rede til - som en kz-fange fra Stutthof har formuleret det - at gå samme vej som Kristus gjorde i trofasthed mod Faderen. De ældste kristne skulle bringe ofre til kejseren. Det afslog de af samme grund, som når Vidnerne i kz-lejrene nægtede at underskrive og afsværge deres tro.
Buber sagde engang til en af dem: „Jeg kan ikke forstå, hvorfor I ikke skriver under. I kan jo bare fortsætte med at tro og agitere i hemmelighed. Det ville gavne jeres bevægelse meget mere." - „Nej," lød svaret. „Det ville stride imod vores samvittighed. At give SS denne underskrift ville være det samme som at slutte forbund med Djævelen."

En norsk kz-fange, Lise Børsum, fortæller i „Kvindehelvedet i Ravensbrück": „Paven var verdensfjende nr. 2, Hitler var nr. 1. De var fanatiske modstandere af krig og af disciplin, de lod sig aldrig sætte ind i krigsvigtigt arbejde; de nægtede at stå appel, da det også smagte af krig."

Var de fanatikere?
Nej, de reagerede individuelt i lejrene - altså ikke som fjernstyrede robotter, sådan som det måske kunne tage sig ud for udenforstående og uforstående iagttagere.
Et Vidne, der har været fange i Stutthof, har fortalt, at tanken om at afsværge troen kunne være en fristelse. Jeg må tilføje: Naturligvis var det en fristelse - Stutthof var et helvede, og Vidnerne var ikke robotter, men mennesker. Men hun faldt ikke for fristelsen. Det er det afgørende. Den styrke, de har i kz-lejren, stammer fra deres tro og den konsekvens, den drager af evangeliernes beretning om Jesu domfældelse og korsfæstelse.
Jehovas Vidner lever i en fast overbevisning om, at Jesus snart vil vende tilbage; da skal denne onde verden forgå og den nye, evige verden oprettes. Indtil da har Satan mulighed for at udfolde sig og tage sine midler i brug.
De betragtede Hitler som Satans redskab og spejlbillede. Som konsekvens heraf ville de ikke bøje sig for Hitlers autoritet. De ville ikke heile eller på nogen måde tjene hans krigsapparat.

I dag kan det vække forundring: Hvorfor ville de ikke heile, som andre gjorde? Var det ikke uskyldigt at strække armen i vejret? Ikke for Vidnerne.
For dem betød dét at heile et knæfald for Satan: Man gjorde Hitler til denne verdens Gud og fornægtede Jehova. Er det da ikke en tom demonstration at afslå at heile? Betaler man ikke en høj pris ved at være rede til at gå i kz-lejr og blive dér til Hitlers krigsmaskine er besejret?
Nej, det var ikke en tom demonstration. Ved at nægte at heile demonstrerede man åbenlyst, at man tog afstand fra nazismen. Det var en åbenlys tilkendegivelse af, at man afsvor Hitler og alle hans gerninger, en krigserklæring til nazismen, og det kunne føre til, at man blev sendt i kz-lejren. Dette var Vidnerne rede til - end ikke en lillefinger ville de række Hitler.

Det skyldes ikke fanatisme.
For Vidnerne var det såre enkelt: Jehova tilkommer alene deres ære. De er om nødvendigt rede til at blive henrettet. Den biologiske død er for Vidnerne ikke individets udslettelse.
De anlægger det samme synspunkt på livet som de ældste kristne gjorde: Menneskenes liv er ikke kun dette liv, som afsluttes med døden, for deres tro på Jesu snarlige genkomst betyder for dem, som det gjorde for den ældste tids kristne, at opstandelsen vil finde sted, og da begynder det egentlige liv - som er, eller skal vi sige var, kristendommens fundament.
Denne oprindelige kristne opfattelse af livet og denne verdens magter har skabt og vil fortsat kunne skabe martyrer.
For den, som er dybt overbevist om opstandelsen, er døden ikke noget problem. Man har om nødvendigt trosstyrke til at være „frivillige" kz-fanger. Vidnerne ønskede ikke at komme i kz-lejr og at vinde hæder som martyrer, men hvis det var nødvendigt, var de rede til at gå samme vej, som Kristus selv havde gjort.

Der var før krigen 25.000 Vidner i Tyskland. 6000 endte i en kz-lejr, og af disse døde 2000. Måske er antallet beskedent i sammenligning med det antal mennesker, som døde i kz-lejrene. Men det var trods alt 25 procent af alle Vidner i Tyskland, der endte i kz-lejr, og ca. 10 procent af alle Vidnerne omkom i lejrene. Intet andet kirkesamfund kan nærme sig dette.

Denne udstilling
- viser en side af Jehovas Vidner, som de fleste ikke er bekendt med. Til det billede, som udstillingens plancher tegner, vil jeg gerne tilføje: En tidligere fange i de russiske kz-lejre sammenfattede sine erfaringer fra lejren på denne måde: Et dyr kan man ikke lave om til et menneske, men lejrlivet kan hurtigt forvandle et menneske til et dyr.
Mange fanger i de tyske kz-lejre blev bestyrtede over, at lejrlivet berøvede dem deres menneskelighed, og kunne ikke genkende sig selv. Den mest tragiske erfaring var, at man i lejren kun tænkte på sig selv. Alle tænkte på sig selv, ingen hjalp andre - sådan var kz-verdenens uskrevne lov. Lejrlivet nedbrød ethvert fællesskab og henviste den enkelte til at klare sig selv eller bukke under.

Men når Jehovas Vidner nævnes i kz-fangers beretninger, omtales de altid positivt. Lise Børsum fremhæver, at når man boede i Vidnernes barak, sloges man ikke om maden. Det var et særsyn, at en gruppe kunne opretholde en sådan moralsk orden.
Og hun skriver: „De var på en måde som gamle tanter for os, og de hjalp os med mangt og meget." Børsum vil give udtryk for, at Vidnerne udviste en familiær omsorg for andre: De opretholdt menneskelighed over for de andre fanger - uanset om disse var kristne, jøder eller ateister. Længere henne i fremstillingen siger hun, at hun og andre fanger undertiden fik en kartoffel af Vidnerne.

En kartoffel som gave imponerer ikke overflodssamfundets mennesker. Men i lejrene sultede man ekstremt.
At give for eksempel en kartoffel væk var et offer, som krævede indre kraft, en særlig tro, overbevisning. I lejrene gav man ikke noget spiseligt bort. Var man helgener, besad ens personlighed særlige moralske kvaliteter, som kun de færreste er i besiddelse af? Vidner, som overlevede kz-lejren, afviser dette. De vil ikke fremstå som helte.

Det gælder også Horst Schmidt, tidligere fange i Brandenburg, hvor han sad som dødsdømt Jehovas Vidne og militærnægter: Han vil flytte opmærksomheden fra sin persons kvaliteter over til troen. Som han siger: „Det var troen, der gav mig styrke."
Dermed siger Horst Schmidt det samme som Dostojewski: Den, som kender årsagen til sine lidelser, kan udholde hvad som helst.
Både Dostojewski og Horst Schmidt betoner, på hver sin måde, troens kraft. På hver sin måde er de begge sandhedsvidner herom.