Mellem modstand og martyrium 1

HVORFOR DENNE UDSTILLING?

Udstillingen stammer fra Tyskland. Første gang jeg selv så den var i 1995, under et besøg på Jehovas Vidners landskontor i Selters.

Næste gang var i oktober 1997. Sammen med nogle af mine venner var jeg i Neuengamme, og dagen efter overværede vi et symposium i Hamborg. Vi blev dybt bevægede og spurgte om den kunne komme til Danmark. Det var ok, men der var en venteliste med 180 før os. Vi besluttede at lave en dansk udgave.

Hvorfor mente vi at det var en historie der skulle frem?

1. Vi ville gerne gøre vort til at det ikke skulle ske igen. De der glemmer historien risikerer at den gentager sig. Og der er kun et middel mod 'glemsel': Oplysning - oplysning - oplysning.
2. Vi vil også gerne vise, dokumentere, hvad tro og en dybfølt kristen overbe-visning kan udvirke. Vidnerne stod fast over for Hitler og nazismen - og de udholdt ekstrem ondskab uden at miste troen og uden at miste deres identitet og værdighed.
3. Endelig vil vi også gerne vise respekt for ofrene, og deres pårørende - ved at lade deres erfaringer fra en uhyggelig tid tale sit eget sprog.

Fangedragt med den lilla trekant - kendemærket for fangegruppen Jehovas Vidner i de nazistiske kz-lejre
I Danmark var der premiere den 30. og 31. marts 1998 i Odd Fellow Palæet i København.
Nu har den været rundt på rådhuse, biblioteker, universi-teter og kulturhuse i hele Danmark samt på Færøerne og i Island og Grønland.
Den danske udgave er blevet set af mere end 52.000 - rundt om i Europa er den blevet set af langt over 500.000.

Hvorfor først nu - 50 år efter?

Svaret er ikke helt entydigt.
De Vidner der oplevede rædslerne har haft, og har stadig, svært ved at tale om den tid. Jeg kender en der overlevede kz-lejren Stutthof. Gennem flere år arbejdede hun nært sammen med en anden overlevende, men der gik 5 år inden de blev klar over at de begge havde siddet i kz-lejr.
Mange har også holdt sig tilbage af beskedenhed - de ønskede ikke at fremhæve sig selv. De følte at det de få tusinde Vidner havde oplevet ikke var noget i forhold til det som eksempelvis jøderne havde gennemgået.

Tiden efter krigen var også en kaotisk tid. Arbejdet skulle reorganiseres. Ikke alle havde bevaret deres kristne standpunkt, men vendte angerfulde tilbage. Nye sluttede sig til Vidnerne - nogen af dem havde været SS-folk. Det var tiden til helt andre gøremål - se fremad.
Rent faktisk har vi fremlagt en del oplysninger. Umiddelbart efter krigen indeholdt vore blade beretninger om Vidnernes martyrium. I 1974-75 offentliggjorde vi den historiske beretning om Vidnerne i Tyskland, og den indeholdt en detaljeret beskrivelse af perioden 1933-45.
Alt dette har dog kun været øjenvidneberetninger redigeret og publiceret af Jehovas Vidner.

Efterhånden begyndte historikere og forskere at interessere sig for det de kalder de 'glemte ofre'. For Jehovas Vidner var Dr. Garbes doktorafhandling, hans værk Zwischen Widerstand und Martyrium - Zeugen Jehovas im 'Dritten Reich' fra 1989 vendepunktet.
For første gang fremlagdes en videnskabelig dokumentation for Vidnernes modstand mod nazismen. Siden da har andre forskere føjet yderligere dokumentation til.

Dr. Garbe er ikke et Vidne - men vi taknemmelige for hans videnskabelige værk - på 600 sider. Selv om han i begyndelsen ikke mødte stor samarbejdsvilje hos os fortsatte han sit arbejde. Titlen på den danske udstilling er fra hans bog: Zwischen Widerstand und Martyrium.

Hvordan var situationen i Danmark?

Jehovas Vidner blev ikke forfulgt af nazisterne under krigen. Vidnerne fortsatte deres mødevirksomhed, deres forkyndelse og uddeling af skrifter, og kontoret på Sdr. Fasanvej i København vedblev med at fungere.
Men Vidnerne havde bange anelser. De vidste at mange af deres trosfæller syd for grænsen var sat i koncentrationslejr, og de vidste noget om hvad det ville sige - selv om de umuligt kunne forestille sig hvordan det virkelig var.

Men typisk for den holdning man havde, var den som Anton Hansen i Over Jerstal i Sønderjylland lagde for dagen.
Han havde været tysk soldat under Første Verdenskrig og var senere blevet et ivrigt vidne. Han fortalte at han den 9. april ventede at blive arresteret. For ikke at sidde passiv og vente på dét tog han sin cykel og kørte ud for at virke for sagen. Men den ventede forfølgelse kom ikke.

Der var dog nogle som offentligt gav udtryk for at Vidnerne burde forbydes. Det nazistiske blad „Kamptegnet" havde den 12. februar 1942 en helsides artikel med overskriften: Forbud mod Sekten „Jehovas Vidner".
Heri blev Vidnernes blad „Ny Verden" anklaget for at forherlige jødedommen og tilsvine Det nye Europas mænd - dvs. Hitler og hans folk.
„Ny Verden" omtaltes som „det Tidsskrift i Danmark, som dristigst har vendt sig mod det nye Europa". De tyske myndigheder reagerede dog ikke på denne opfordring til at gribe ind over for Vidnerne.

De danske nazister var vrede. Vidnernes blad Ny Verden havde ikke lagt fingrene imellem. Nogle få citater vil vise dette:
August 1933, s. 118: "Den brune terror. Det er uimodsigeligt, at Jøder forfølges og mishandles i Tyskland; ... Diktaturet farer frem fuldstændig uden Barmhjertighed."
Oktober 1937, s. 185: "Kommunisme, Nazisme og Fascisme har meget til fælles. De forkaster Tænke- og Talefrihed og Retten til at dyrke Gud. Alle tre Diktatorer er legale Mordere og staar under Djævelens Indflydelse. En Regering, der ikke kan sikre Tænke- og Talefrihed, er ganske uskikket til at styre. Kommunismen, Fascismen og Nazismen er alle sammen af Djævelen, djævelske."

Der var i Danmark i 1939 færre end 1000 Jehovas Vidner som deltog i forkyndelsen. Altså et ret ubetydeligt antal. Men Vidnerne voksede i disse år til 2450 i 1945.

Vidnerne i Danmark var gennem deres egne blade blevet oplyst om hvordan det gik deres trosfæller i Tyskland (og de havde i 1934 sendt protesttelegrammer til Hitler sådan som Vidnerne i hele verden gjorde det), men da nogle af dem den 5. maj 1945 for første gang mødte fanger fra en tysk koncentrationslejr, da var det alligevel et chok for dem.

Og det var rystende at læse øjenvidners beretninger, f.eks. Niels Jørgensens bog fra 1945, „På Det Tyske Slavemarked". Denne bog havde særlig interesse for Jehovas Vidner fordi den ret udførligt berettede om deres trosfæller i kz-lejrene.

(17. kapitel om Tyskere i Koncentrationslejr): „Men et Lyspunkt er der dog at øjne; og det bør ikke skjules, saa meget mere som det maaske er det eneste, der kan give Anledning til lidt virkelig Optimisme: De før omtalte 'Bibelforskere' havde for de flestes Vedkommende ogsaa opholdt sig i Koncentrationslejr i mange Aar, almindeligvis fra 5-10 Aar.
De var allesammen Tyskere; og det var vist kun de færreste af dem, som ønskede at afsværge sig deres Nationalitet. Men de var - hvor utroligt det end lyder - allesammen, saa vidt jeg kunde konstatere uden Undtagelse, hæderlige Mennesker, moralsk højt hævet over Gennemsnitsfangen, den politiske saavel som den kriminelle, den tyske saavel som den fremmede.

Deres 'Forbrydelse' bestod i, at de fandt det stridende mod deres dybe, religiøse Overbevisning at bøje Knæ (eller strække Arm) for nogen jordisk Magthaver. De var Modstandere af Krig og af rent religiøse Grunde ogsaa af Nazismen, skønt ingen af dem havde nogen Interesse for Politik endsige for Partipolitik.
Uden at miste Modet eller gaa paa Akkord med deres Over-bevisning havde disse Mænd levet i Aarevis i tyske Koncentrationslejre.
De havde aldrig deltaget i Magtkampene indenfor Koncentrationslejrenes Pigtraad, lige saa lidt som de havde deltaget i Magtkampen udenfor. Og dog overlevede disse inderligt troende Mennesker i ret Stort Tal.
De gjorde det, efter hvad de selv forklarede, ved at forblive tro mod deres oprindelige Livsindstilling. De gik altsaa stik imod den Udvikling, som Koncentrationærer ellers normalt blev drevet ind i, og som gik ud paa at svigte sig selv og sin tidligere Moral.
Bibelforskerne, som nød almindelig Respekt i Koncentrationslejrene, om end mange værgede sig imod deres stærke Tro ved at le lidt af dem, bar deres Ofre med Taalmodighed og med en egen indre Glæde over at være udsete til at gaa i Kristi Fodspor og bære de samme Lidelser, som deres Herre og Mester engang havde baaret i en ond Verden.

Der er bare een Ting ved disse Menneskers Indstilling, som jeg ikke kan begribe - og endnu mindre i Dag end den Gang, da jeg første Gang mødte dem i dyb Respekt for deres Sjælsstyrke. Det er, hvordan de har kunnet udholde at se andre lide saa forfærdeligt uden at blive tynget helt til Jorden af Medfølelsens Byrde.
Noget af Forklaringen ligger nok skjult i deres stærke Fremhæven af den enkeltes Retfærdighed og rene Levned overfor Gud. Det kunde maaske gøre dem en ganske lille Smule selvretfærdige. Men det skal i alle Tilfælde ikke dølge den Kendsgerning, at disse, stærke overbeviste Mennesker havde levet mange Aar i Koncentrationslejre uden at miste deres Holdning eller deres Tro. I hver tysk Styrelse i Aarene fremover burde der sidde en af dem!"

Bibelstudenterne i de tyske kz-lejre har ved at bestå ildprøven dér, bevist at det er muligt under ekstremt onde forhold at bevare troen på en kærlig Gud. På den måde har de, om man så må sige, bevist kristendommens sandhed, og de har været en trosstyrkende inspiration for os andre, som vi ikke kan takke nok for.

Det er udstillingskomiteens håb at denne udstilling vil vække til eftertanke. Vi har brug for håb, medfølelse og mod. Halfdan Rasmussen udtrykte det således:

Ikke bødlen gør mig bange,
ikke hadet og torturen,
ikke dødens riffelgange
eller skyggerne på muren.
Ikke nætterne, når smertens
sidste stjene styrter ned
- men den nådesløse verdens
- blinde ligegyldighed

Måtte denne udstilling være et endnu et lille led i at modvirke den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.

Til top